Betaling af husleje

Her kan du læse om, hvordan du betaler huslejen, og hvordan du tilmelder din husleje til PBS

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at man skal betale husleje hver måned. Huslejen er forudbetalt og skal betales inden den første hverdag i måneden – ellers kan det komme til at koste dig 326 kr. i betalingspåkravsgebyr. Huslejeopkrævningen bliver sendt ud via e-mail hver måned omkring d. 15.-25. Du kan betale regningen via din netbank eller i en lokal bank.

 

Du vil ikke modtage en kvittering, når huslejen er betalt. Hvis du henvender dig, kan vi desværre ikke altid bekræfte, at vi har modtaget din betaling. Der kan nemlig godt gå et par dage, fra du sætter beløbet til betaling, til vi modtager det. Hvis beløbet er trukket fra din konto, så modtager vi som regel pengene i løbet af et par dage. Det er ikke nødvendigt at sende en kvittering for betalt husleje.

 

PBS
Hvis du vil være sikker på, at din husleje altid bliver betalt til tiden, så er det en rigtig god idé at tilmelde den til Betalingsservice (PBS). På den måde vil din husleje blive betalt automatisk. PBS tager også højde for ændringer i beløbet, f.eks. hvis din regning en måned er en smule højere pga. større brug af vaskeri.

 

Hvordan tilmelder jeg min betaling til PBS?
Du kan tilmelde din betaling til PBS via din netbank. De informationer, du skal bruge for at tilmelde, fremgår af det girokort, du får tilsendt, når du skal betale husleje. Når du tilmelder dig PBS, så er det vigtigt, at du betaler girokortet manuelt den første gang, da betalingsservice tidligst virker for næste huslejeopkrævning.